For mange år siden såede vi et venskabsfrø.
Når jeg vender mig om, kan jeg se at kimplanten er blevet stor,
et fyldigt og forgrenet modertræ,
med sideskud og vildskud.
Grov og flosset i barken, som synlige ar efter at have taget livtag med blæst og kulde.
Kraftig beskåret til tider
af tvungen nødvendighed og pladsmangel.
Tilsidesat men aldrig glemt
Det står der endnu!
Insisterende stolt.
Vi plantede et venskab dengang, Signe!
Og metaforen blev for alvor virkelig og konkret de dage i din have.
Vi plantede og gravede,
luede ukrudtet
og sammen gødede vi jorden.
Og Signe;
Uanset...
...kulde, regn, hagl, torden
Lad det er altid være perfekt plantevejr...
Søde søde Susan
SvarSletDet venskab blev vist allerede godt rodfæstet for meget længe siden. Det er noget særligt, når vi begge tydeligt husker vores første møde, dig i kantinen med dit røde har, der reddede mig fra at fare forvildet rundt at lede efter hvor det nu var jeg skulle være denne anden dag på gymnasiet - i stedet kunne jeg bruse hen at overfalde dig for pyyhhh, her var et hår, jeg kunne huske! Siden er hårfarven skiftet mange gange, men du er den samme inderst inde i din essens som jeg holder så utroligt meget af, og ja, livet bringer mange ting med sig og der er tider, hvor et venskab må stå distancen (bogstaveligt talt), og hvor andre ting fylder så meget, at det kan være svært at finde tiden til at pleje & gøde - men tid er ikke lineær men i cyklus'er, vi vender tilbage, og roden er så stærk og forgrenet, at vores træ ikke vælter i nogen storm. Du behøver slet ikke anstrenge dig, jeg er jo lige her. Og jeg er utrolig glad for dig, og rørt over at du lukker mig ind i din have-verden, at du gør så meget for mig, at få en julekalender for første gang i evigheder, at du skriver denne blog for mig; Jeg får ikke gjort gengæld, og jeg ved, at det heller ikke er meningen, men jeg giver dig af hvad jeg har, mit venskab i begrebets egentlige forstand. Det vi har vi to gør, at det altid er perfekt vejr at plante i sammen :-)