Hvis tomatplanter får lov, vil de vokse sig til èn stor filterredelighed af blade og stængler og i mindre grad levere tomater til sin ejer. Og det er jo de blankrøde frugter, vi går efter at høste masser af, men det kræver lidt dressur. Jeg har ikke selv den store erfaring med frilandstomater, fordi jeg normalt har dem i drivhuset. Men i år har jeg sået to sorter, en russisk hårdfør en af slagsen, der bør kunne klare en stiv vestenvind og én der hedder Banana Legs, der giver gule tomater. Uanset sorten skal de knibes - det betyder, at man napper sideskud af. Billederne herunder illustrerer teknikken;
 |
En trimmet tomatplante har én hovedgren - det er lettest at styre i en potte og på friland.
Har man dem i drivhus, kan de fint have to eller tre hovedgrene. |
 |
Her har tomatplanten sat et siddeskud mellem hovedgrenen og bladstænglen. Den skal knibes af! |
 |
Tag fat med to fingre ca. en centimeter fra hovedgrenen og knib den over med neglene.
Ikke noget med at rive eller knække - knib ;) |
 |
Og vupti.... sideskuddet er væk! |
 |
Man er vel skolelærer, så vi ta´r den lige igen! Her et mindre sideskud i bladhjørnet. |
 |
KNIB! |
 |
...og væk er den! |
Den øvrige pasning handler selvfølgelig også om at vande - men der skal vandes rigtigt! Hovedreglen er mindst muligt, men de må selvfølgelig ikke mangle vand. Jeg kan læse, at du allerede har gravet dine ud i haven - det er et frisk tiltag her i starten af maj ;) og selvfølgelig fristende, fordi det har været så skønt et vejr. Men tomatplanter kan ikke tåle frost og ikke så gerne temperaturer under 10 grader i længere tid. Så lad os håbe det går! Hvis der meldes frost, så sæt en stor papkasse over for natten.
I år er foråret ikke bare lunt, det er også tørt, så i etableringsfasen skal du give dem en ordentlig spand vand med 4-5 dages mellemrum. Ikke noget med at sjatvande - giv hver plante 10 liter. Planterne skal ligesom lære at trække vand fra de dybe jordlag og det gør de bedst sådan. Når du kan se, planterne er i god vækst, lader du som udgangspunkt regnvandet forsyne planterne med vand. Dæk jorden rundt om planten med kaninmøg, græsafklip og kompost, så de løbende får tilført næring. Og vand kun, hvis det ikke har regnet i halvanden uge og jorden er tør - og vand igennem med en hel vandkandefuld pr. plante. Undgå at sprøjte vand på selve bladene - vand jorden rundt om planten, dels er det jo dèr, den har sine rødder, dels undgår du (med større sandsynlighed) skimmelsvamp.
God tomathøst!
Sad her og lo højt - "man er vel skolelærer, så vi ta'r den lige igen" :-)
SvarSletNu skulle det med vanding ikke være noget problem - to af mine krukker er druknet. Så nu håber jeg på tørvejr igen (i det hele taget).