tirsdag den 19. november 2013

Figentræet - det bornholmske vidunder

Til dit middelhavsbed hører figentræet! Og hvorfor gør det så det? Jo, figentræet er genetisk tilpasset middelhavsområdet. Det er her det gennem tusinde år har lært at overleve varme somre i direkte sol, stenfyldte og næringsfattige, tørre jorde og milde vintre. Det er præcis så hårde betingelser, der gør figentræets frugter til så sødmefyldte og aromatiske delikatesser. Og har man først siddet under et figentræ i det sydfranske, ja så er det en drøm i opfyldelse, at kunne gøre det sammen hjemme i sin egen have.

På vores breddegrader må vi netop tænke figentræets oprindelse og vækstbetingelser ind, når vi planter træet i haven. Hvis vi bare graver det ned i en muldrig jord og i god tro gøder det godt, ja så får du et enormt træ i løbet af kort tid med store flotte blade, men absolut ingen frugt - og det er jo ingen drøm. Derfor har vi prøvet at efterligne dens oprindelige forhold ved at smide nogle murbrokker, sten og grus ned i plantehullet. I år hvor vi har plantet den, er den kun et étårs skud som lige skal have tid til at sætte flere skud til foråret og bare have lov at blive voksen. Som du så, da du købte figentræet, var den faktisk godt hængt med figener, men det er kun et drivhustrick fra producenten for at holde haveejerens drømme i skak. Du skal ikke forvente figener de første år. Den skal have lov at vokse sig stor de første 2-3 år, derefter kan vi håbe på figener.

Et figentræ sætter både sommer og vinterfigener. Dvs. den sætter frugt i foråret som modnes hen over sommeren og kan høstes i september. I sensommeren blomstrer den igen og sætter vinterfigener, som sad på den, da du købte den. Men vinterfigenerne får vi ingen glæde af i Danmark. I varmere klima vil vinterfigenerne modnes og kunne plukkes i juni, men hos os vil de falde af og vi må nøjes med en enkelt frugtsætning.

Det afgørende er selvfølgelig om den overlever vinteren. Jeg har ikke tudet lade min stå ude i den rivende vestenvind i denne første vinter. Jeg har plantet den i drivhuset og pakket den godt ind i halm. Jeg læste et sted, at en har haft succes med at pakke en stor papirsæk over den og derefter vikle den ind i bobleplast. Måske du skal gøre noget lignende!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar