tirsdag den 19. november 2013

Pyramidens perler

Jeg glæder mig over, at vi fik lavet en jordbærpyramide i din have. Den er så fin! Tanken om at bærrene vil hænge som tunge, røde bomber ud over kanterne og friste børnene til lige at nippe og smage af de vidunderlige skabninger, bringer smilet frem. Jeg er da vist nødt til at lave en selv i min egen have :)

Vi plantede den til i midten af oktober. Lige sent nok til at garantere bærsætning det kommende år, selv om det jo nok giver lidt alligevel. Det optimale er at plante jordbærstiklinge senest 15. august for at være sikker på, at de når at få et tilstrækkeligt stort rodnet. Anyway - alle tre etager blev plantet til med nye aflæggere. Jordbærplanter yder mest 2. og 3. år og det smarte ved pyramiden er netop, at du derfor kun skal omplante en etage hvert år for hele tiden at have friske forsyninger.

Sådan gør du hvert år sidst i juli eller først i august:
I 2014 river du alle planter i nederste etage op. Klip aflæggere af planterne fra de andre etager og plant dem i nederste etage med 30-40 cm afstand. Læg kompost fra din kompostbeholder i et tykt lag i alle tre etager og dæk til sidst af med græsafklip. Sæt skiltet med 1-tallet i nederste etage og skiltet med 2-tallet i anden etage og endelig skiltet med 3-tallet i tredje etage. Er der flere aflæggere fra planterne på 2. og 3. etage klippes de af helt inde ved moderplanten og smides i komposten. Der kan komme flere længere hen på efteråret og så skal de også bare klippes af.

I 2015 rydder du anden etage. Plant tilsvarende nye planter fra øverste etage og læg kompost og græsafklip mellem planterne. Sæt skiltet med 1-tallet i anden etage og skiltet med 2- tallet i første etage.

I 2016 rydder du tredje etage. Plant igen nye aflæggere fra de andre etager, læg kompost og dæk med græsafklip. Sæt skiltet med 1-tallet i tredje etage, skiltet med 2-tallet i anden etage og selvfølglig skiltet med 3-tallet i nederste etage.

Og så begynder du forfra igen på denne 3 års model :)

Hvert forår er det godt for planterne at få et tykt lag kompost fra genbrugspladsen. Gør det gerne omkring påske, så kvitterer planterne med masser af sommerjordbær!

1 kommentar:

  1. 2016....hvem ved hvor vi er til den tid, som menneskehed mener jeg.
    Jordbærpyramiden er bare SÅ flot, og alle kommenterer netop den. Jeg er stolt af min rolle i bygningen af den, synes selv jeg var ret god til at række dig værktøj og holde fast i plankerne når du beregnede, målte, savede, tømrede...

    SvarSlet