En anden gødningsform der er oplagt at bruge i din have, Signe, er
grøntgødning. Jeg har bemærket, at skvalderkålen flittigt gror i visse
dele af baggården. Jeg vil retfærdighedsvis skynde mig at tilføje, at
dine naboer også er søde til at lade dem stå i fred :) Det kan du lige
så godt udnytte! Pluk i maj til oktober af og til en spandfuld
skvalderkål. Du behøver ikke grave efter rødderne, men bare plukke dem
som var det blomster til en buket. Tryk dem godt ned i en spand og fyld
op med vand. Sæt spanden om til kompostbunken. Her står den ikke i vejen
og den undgår misbilligende blikke fra forbipasserende, for det syner
mest af alt af en temmelig uappetitlig suppedas, hvis man altså ikke
vidste bedre. Efter 1-2 ugers henstand er det den skønneste kompostte,
som dine planter og krukker vil elske at få en tår af. Hver gang du skal
vande din have i tørre perioder, fylder du din 20 liters vandkande med
en liter kompostte og fylder op med almindeligt vand. Det har den store
fordel, at jorden ikke får udvasket sine næringsstoffer, men derimod
tilført næring. Igen et eksempel på hvordan den rette brug af havens
tilgængelige materiale tjener flere formål. Planterne bliver gødet og
skvalderkålen holdes nede. Fantastisk og nemt ;)
Samme nummer kan du lave med brændenælder!
Du har virkelig observeret både skvalderkål, spande og 20 liters vandkande søde Susan :-)
SvarSlet