lørdag den 23. november 2013

Hindbær

Har du først hindbær i haven, er det blot et spørgsmål om at holde den i ave. Det er virkelig en plante, der kan brede sig. Den sender underjordiske rødder ud fra grundskuddet, hvorfra nye planter skyder i vejret. For nogle år siden plantede jeg to ret små hindbærbuske i et overskydende bed i køkkenhaven. To år efter havde de bredt sig så kraftigt, at jeg, da jeg ville flytte dem igen, kunne etablere en 10 meter lang hindbærhæk. Det er imponerende, hvordan planterne kan formere sig.

Hindbær findes i mange forskellige sorter. De sorteres som hovedregel i sommer- og efterårshindbær. Jeg mener at kunne huske, at du har nævnt, at dine buske bærer to gange årligt. Det gælder for efterårshindbær, at de sætter helt nye skud om foråret, som modnes i løbet af sommeren og sætter blomster og bær i efteråret. Men hvis ikke du klipper skud væk fra året før, vil de også skyde næste forår og faktisk sætte blomst og bær i forsommeren, nøjagtig som sommerhindbær gør det. Det forklarer den dobbelte bærsætning. Prisen ved at lade efterårsskuddene stå er, at du får mindre og færre bær. Det er klart, at det tærer på kræfterne at skulle sætte bær to gange årligt!

Efterårshindbær skal altså normalt klippes helt i bund sent om efteråret eller meget tidlig forår. Det vil altså sige, at du klipper samtlige skud væk helt ved jordoverfladen. Så sætter de nye skud i løbet af sommeren og bær i september til november.

Hvis du vælger at lade dine buske give bær i forsommeren, er det en god idé at klippe dem ned, helt ved jorden, når de er færdige med at sætte bær. Det giver bedre plads og luft til de nye skud.

Vand buskene grundigt i tørre perioder, når de står i blomst, gerne med kompostte. Ligesom ribs og solbær vil hindbær også gerne have godt med kompost om foråret og kaningødet aviser og græsafklip resten af året.

Når buskene er blevet for store og skal begrænses, skal du have gang i spaden. Grav ned rundt om busken og hug de underjordiske rødder over. Smid ikke de opgravede rødder på komposten med det samme. Lad dem ligge og tørre helt i solen nogle dage. Ellers vil de etablere sig som en enorm hindbærbusk et sted, hvor den for alvor vil give dig kamp til stregen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar